Pulterkammeret lukkede ned den 1. september og det var på høje tide, for det var helt slidt op – så vidt vides var der ikke en eneste intakt ting tilbage derinde! Alligevel blev det faktisk brugt ufortrødent, men der var blandt personalet begyndt at indfinde sig en vis mathed over oprydningsarbejdet derinde, så “everything good must come to an end”…
Nu står vi så tilbage med mere end 100 kommentarer og 1 times videooptagelser samt billeder fra og om Pulterkammeret:
“Et levende gulnet fotografi… wow – hvordan er det dog ladesiggøreligt – en tidslomme en teleportal direkte til min barndom i 80’erne der er endda Vesterbro Ungdomsgård på kassettebåndoptageren. TAK – tusind milliarder millioner trilliarder tak. Og – ja min søn er bare vild med jeres Nintendo!”
Dette er bare et af de glade statements der er kommet. Statementet fortæller meget enkelt, hvorfor et rum fyldt med gamle sager og ragelse kan blive en kæmpe succes. I den oprindelige formålsformulering for Pulterkammeret lød det:
“At skabe en ufærdigt rum, som kan fungere til inspiration for leg og dialog mellem voksne og børn og mellem familier og projektet Legende familier i biblioteket.”
Men brugerne af rummet udtrykker det selv meget mere levende og billedligt end vi nogensinde har tænkt det, f.eks. har en bruger skrevet i Gæstebogen:
”Super FED ide! Godt indrettet, spændende for børnene at kunne gå på opdagelse i skuffer, æsker og skabe! Retro-stilen gør at det ikke bare er et legerum men kunst.
Nu skal vi så have samlet op på alle data, have dem analyseret og senere videreformidlet – for det er et projekt, der har været lige så rigt på erfaringer og oplevelser, som det har været billigt at realisere!
Nogle af de tanker og oplevelser der er gjort har Stine Liv Johansen fra Center for Playware skrevet et lille indlæg om inde på Videnskab.dk under overskriften “Må man lege på biblioteket?”