Koncept 1 i Vejgaard afprøver et evigt fascinationstema som sørøveruniverset for at bringe leg, udklædning, kamp og glæde ind i biblioteket. I det andet koncept handler det om et mere poetisk og refleksivt univers, hvor et sanserum tilbyder fordybelse, samtale og undren. Tilsammen spænder de to koncepter over yderpolerne: den udadvendte, legende og vilde leg overfor den refleksive, afprøvende og søgende leg. Begge koncepter bygger på ustruktureret leg.
Koncept 1: Sørøverunivers
Et fantasiunivers, der udfordrer børn motorisk og stimulerer deres kreativitet og fantasi. Et område af børnebiblioteket er omdannet til et sørøverunivers med et sørøverskib og forskellige sørøveraktiviteter, der indbyder til fysisk leg for børn i alle aldre og deres voksne. Sørøveruniverset indeholder skattekister, sørøvertøj, papegøjer, fisk, skattekort og et sørøvertårn med trin udvendigt og indvendigt, kikhuller, en udkigspost med to ror og selvfølgelig et stort sørøverflag. Fra tårnet kan man skyde til måls med små sandposer efter nogle kanonkugler (små højtalere dekoreret som kanonkugler), der udløser forskellige lyde.
Den ene væg er dekoreret med en meter høj frise med diverse sørøvermotiver/fortællinger. En touch-skærm indeholder små ikoniske, udsnit af frisen. Ikonerne er interaktive med diverse hjemmelavede lydfiler. Den anden væg er dekoreret fra gulv til loft med undervandsmotiver som havfruer, hvaler, fisk, søheste, skattekiste med perler, skibsvrag, blæksprutter, krebs og tang. De øvrige vægge er også udsmykket med en stor havfrue og en stor blæksprutte, der læser op for sine børn.
Foran sørøveruniverset er der lavet en forældreø. Forældreøen består af borde og stole med et godt udblik til sørøverskibet. Forældreøen tilbyder også en limegrøn Fatboy-hængekøje, der er placeret mellem to søjler – fra gulv til loft. De to søjler er dekorerede som palmer med kunstige palmeblade, kokosnødder, papegøjer og aber.
Der er indkøbt masser af medier om sørøvere, der bliver flittigt benyttet, når legen giver lyst til videre fordybelse. Legen føres med familierne hjem – gennem oplevelser og hjemlån af medier om legens tema.
Den her ide samler familien fordi…
Et sørøverunivers inviterer til en leg, der genkendes på tværs af generationer og giver lyst til at eksperimentere. Sørøveruniverset kan alle umiddelbart hoppe ind i og agere i. Det kræver ikke nogen introduktion og spændvidden på lege er bred og varieret på alle niveauer. Ingen sørøverleg er mere rigtig end en anden.
Vi synes, ideen er god fordi…
Sørøvertemaet i sig selv inviterer til leg, og skibet indbyder til afprøvning, udforskning og fysisk bevægelse for alle aldre. Desuden fungerer universet som formidlingsredskab af medier; der er masser af bøger, film og musik om sørøvere, som kan bruges på stedet og lånes med hjem.
Koncept 2: Sanserummet
Et sanserum til fri sansning, fantasi og interaktivitet
Sanserummet er 24 m² og alle vægge og loftet er malet midnatsblå. Der er mørklægningsgardiner og rummet fremstår mørkt. Dog lyses det delvist op af forskelligfarvede lyskilder. Disse lyskilder rammer den sølvfarvede grotte/hule, der er pyntet med rotter, mens flagermusene hænger ned fra loftet. Lyskilderne rammer også uv-malerierne på flere vægge, mens forvrængningsspejle, lavalamper og roterende lys skaber en anderledes verden. Dæmpet newage-musik understøtter den særlige stemning.
Der er sansekasser, hvor man kan stikke hænderne ind uden at vide, hvad der kan ligge af spændende, smukke eller ækle ting.12 skuffer tilbyder forskellige sanseeffekter såsom gummibolde med lyserøde mus og rotter, forskellige dufte (chokolade, blomster og frugter), musikinstrumenter, forstørrelsesglas, slim, kunstig sne, yoyoer med lys og lyd og lommelygter, der især egner sig til grotten, hvor diverse kryb befinder sig. Rummet appellerer til alle sanser med lyde, lys, mørke og et væld af effekter – lige til at lege med for børn og voksne i alle aldre.
Den her ide samler familien fordi…
Børn undres og fascineres ved hele rummet og de mange effekter og vi ser børn og voksne afprøve og tale sammen om effekterne.
Vi synes, ideen er god fordi…
Det er et forundringsrum, der kan levere en wauw-effekt og naturligt sætter familierne i gang med at afprøve tingene på egen hånd.