Koncepterne fra Randers er forskellige, men handler i bund og grund om kunstneriske og kulturelle udtryk. Både dem andre har frembragt og dem, børnene selv kan lave. Fokus er på musik og fortællinger, men andre udtryk kunne sagtens inddrages. Det er centralt for koncepterne at understøtte og aktivere samtalen på tværs af generationer – for herigennem at skabe fællesskab. At lade familierne lytte til hinanden, til hinandens fortællinger og grine sammen over tidernes skiften, musikmode og forandringer i kulturen.
Koncept 1: Musiktidsmaskinen
Musiktidsmaskine med mulighed for at kombinere musik fra bedsteforældre, forældre og unges tid.
Musiktidsmaskinen er et struktureret legekoncept, der indeholder viden, musik og historier, der binder familien sammen på tværs af generationer i en quiz, hvor alle kan deltage.
Maskinen er pakket ind som en mp-3 afspiller, der er 1,25 m. høj og med en touch-skærm. I loftet over maskinen hænger der retningsbestemte højtalere, der er camouflerede som kæmpe LP-plader.
Man starter legen ved at hver person på en touchskærm vælger en figur og trykker sin alder ind. En stemme fortæller, at nu skal man vælge fra hvilken generation man vil have et musikspørgsmål. Herefter afspilles nummeret, og ved rigtig svar, får man point og mulighed for at vælge det næste musikstykke. Der er indlagt små historier om vigtige begivenheder fra årtierne fra 40’erne og op til i dag. Det er valgfrit at høre disse historier. En stemme fortæller hele tiden, hvad næste skridt i konkurrencen er, ligesom stemmen også fortæller om den musik/kunstner/genre man gætter på. Den første, der når 5 point, er familiens musikgeni.
Den her ide samler familien fordi…
Det er sjovt at høre musik fra forældrenes og bedsteforældrenes tid og lytte til det, de synes var godt, da de var børn. Det giver en go’ snak og grin på tværs af generationer. Særligt bedsteforældre får et indblik i, hvad det er for noget musik, deres børnebørn lytter til i dag.
Vi synes, ideen er god fordi…
Musik fylder rigtig meget i børnenes liv, ikke mindst i målgruppens alder (8-11 år).
Den mobile del af koncept 1: musikquizkufferten
Samtaler på tværs af historie, generation og tid.
En musikquizkuffert skaber samtale om historien, om før og nu igennem billeder, musik og quiz, hvor familien på tværs af alder får indsigt i hinandens historie: både den personlige og den fælles.
Musikquizkufferten er et struktureret koncept, der indeholder kufferter fra hvert årti fra 1940’erne og op til i dag. Hver kuffert indeholder en skattejagt og opgaverne skal løses rundt i biblioteket. Opgaverne består af at løse en rebus og lytte til og gætte et musiknummer. Der er en billedcollage, hvor man i fællesskab skal finde billeder fra det årti ens kuffert repræsenterer. I hver kuffert er der også et billede fra en julekalender, et billede fra et lokalt spillested og et billede af en vigtig begivenhed (f.eks. månelandingen eller Dronning Margrethes tronbestigelse) og disse billeder lægger op til fortællinger og historier generationerne imellem. I hver kuffert er der også en leg, som familien skal lege.
Den her ide samler familien fordi…
Der er meningsfulde udfordringer for alle i familien og fordi musik og quiz får børn og voksne til at tale, lytte og lege sammen.
Vi synes, ideen er god fordi…
Den demonstrerer, at alle generationer leger og at genererationer gennem leg kan blive klogere på musik og samtid og samtidig lære hinanden at kende på en ny måde.
Koncept 2: Fortælleautomaten
Snip snap snude, nu er historien ude… Tip tap tønde, nu kan en ny begynde! En fortælleautomat og leg med barnets evne til at kombinere fortællinger med billeder.
Her er fokus flyttet ned til en yngre målgruppe: nemlig de 3-6-årige og deres voksne. I den alder spiller fortællinger en vigtig rolle og det er dét Fortælleautomaten tager udgangspunkt i. Fortælleautomaten indeholder 12 historier (som er digtet specielt til automaten). Børnene starter legen ved at vælge en historie på en touchskærm. I løbet af historien popper der nogle billeder op, som de skal huske på. På et tidspunkt stopper historien og i stedet kommer der forskellige billeder op på skærmen. For at få slutningen på historien, skal barnet vælge de billeder, der hører til deres historie.
Den her ide samler familien fordi…
Voksne og børn lytter sammen til historien og hjælper hinanden med at finde de figurer (illustrationer), der gør, at man får slutningen af historien.
Vi synes ideen er god fordi…
Fortælling er en stor del af børns hverdag og med fortælleautomaten sætter vi fortællingen i front og opfordrer børn og voksne til at fortsætte med at fortælle hinanden historier. Også når de har forladt biblioteket.
Professionelle samarbejdspartnere.
Musiktidsmaskine er udarbejdet i samarbejde med AV Natura ved Sam Vangstrup, www.avnatura.dk
Fortælleautomaten er udarbejdet i samarbejde med AV Natura ved Sam Vangstrup, www.avnatura.dk og fortæller Lisbeth Nielsen www.lisbethn.dk
Har I spørgsmål om vores koncepter er i meget velkommen til at kontakte os:
Anine Sander Kaas tlf. 87106838 eller mail ask@randersbib.dk
Sanne Andersen tlf. 87106870 eller mail sa@randersbib.dk