Leg som formidlingsredskab
Leg udspringer i dag ofte af medier. Leg rummer herved potentiale som formidlingsredskab for medier og kan virke som en fødselshjælper for børnene til at tage nye medier i brug. Eksempelvis kan et sørøverunivers formidle bøger, musik, film og computerspil om sørøvere.
Forældre er nøglen til børns og familiers biblioteksbesøg
Når familier skal involveres omkring leg i biblioteket, skal der fokuseres på forældrene. Forældrene har tit på forhånd fastlagt visionen (deres børns kulturelle dannelse og fundamentet for læseglæde) og missionen (at finde bøger eller andre relaterede medier) for familiens biblioteksbesøg.
At skabe et legende bibliotek handler i lige så høj grad om at skabe historier, der kan skabe dialog og et fælles rum for oplevelse, kombineret med at der kan være legetøj til rådighed. Historier kan anvendes til at sætte voksne i kontakt med deres barnesind og fantasi.
Events og arrangementer som PR for legeaktiviteter
Legeaktiviteter i et bibliotek bryder med manges biblioteksforventninger. Mange opfatter stadig biblioteket som et sted, hvor der kan afleveres og lånes bøger – i stilhed. Det er derfor en god ide at lave events, inspirationsrum og synlige oplevelsestilbud, der fungerer som PR for leg og formidler konstellationen leg, familier og bibliotek.
Biblioteket som mødested for familier
Leg kan være en katalysator for at flere familier mødes og kan være sammen med andre familier. Leg skaber en ramme at møde hinanden i og være sammen i og når leg får en ramme at udfoldes i, giver den anledning til at samtale eller agere sammen.
Leg rykker ved normerne for biblioteket
Biblioteket skal signalere, at her må der leges. Brugerne forbinder (endnu) ikke biblioteket med leg – mange ser det som et sted, hvor man skal være stille og læse bøger – derfor er det vigtigt at biblioteksmedarbejderne signalerer, at her må der gerne leges.
Det kan være en god ide at afstemme forventningerne: både om støjniveau og ro. Legende familier støjer. Men legende familier kan også have behov for ro. Hvis biblioteket tilbyder rummelige rammer, der tydeligt signalerer gør og gør ikke skaber det en forventningsafklaring – både blandt de legende familier, de øvrige brugere og personalet.
JA! – bibliotekerne skal arbejde med leg
Projektets erfaringer har vist, at biblioteket rummer fantastiske muligheder for at skabe interessant leg. Biblioteket har fortsat en privilegeret position blandt de mange andre kulturelle tilbud til børnefamilier, hvilket kan udnyttes endnu mere i fremtiden. Blandt andet ved fortsat at arbejde bevidst med at diskutere og begrebsliggøre, hvad leg er og hvilken rolle legen skal spille for mennesker i det moderne samfund.